Frost Bites

Et socialt koncertformat, hvor publikum er medskabere

Frost Bites rusker op i standardformatet for koncerter og inviterer publikum til at være medskabere af oplevelsen – både som værter for intimsessions i eget hjem, og som aktivt publikum til de enkelte Frost Bites.

Foto: Malthe Ivarsson

Et open call til publikum

Hvert år under årets Frost Festival gav vi Københavnerne mulighed for at byde ind med deres egne steder og unikke venues til intimkoncerter med nogle af Danmarks mest interessante kunstnere. Dette bragte os igennem alt fra private hjem, cykelkældre, forskningslokaler og til Rådhussalen på Københavns Rådhus, hvor kunstnere som Allan Olsen, Niels Skousen, Nikolaj Nørlund, Katinka og Christian Hjelm m.fl. gav koncerter for mellem 30 – 40 publikummer ad gangen.

Foto: Malthe Ivarsson

Foto: Malthe Ivarsson

Hvordan gør man koncerter mere sociale?

Koncerter kan være standardiserede oplevelser. Vi tager til dem med dem vi kender, kigger på ‘alteret’, går i baren og går derfra uden at få snakket om musikken. Til Frost Bites gør vi enormt meget ud af at gøre koncerterne mere sociale. Derfor laver vi personlige invitationer i stedet for billetter, vi ringer til alle publikummer før de kommer til koncerten og hilser på og siger farvel i døren når de ankommer og forlader stedet. Til koncerten holder vi samtalesalon i pausen og sørger for at snakken går i mellem publikummerne, som ikke kender hinanden i forvejen.

Art Beat Prisen 2016 - Nomineret
Artbeat Prisen ønsker at sætte fokus på nye former for formidling af kunst og kultur ved at fremhæve de personer og projekter, som forstår at kombinere det kunstnerisk nyskabende med det formidlingsmæssigt fremsynede.
Magnetprisen 2015 - Nomineret
Magnet-prisen er en anerkendelse af det mest innovative og inspirerende partnerskab mellem kultur og erhverv. Prisen gives til det partnerskab der har formået at skabe originalt og unikt indhold til både forbrugere og publikum, baseret på parternes overlappende værdigrundlag.